Seneste nyt:

Blev kaldt bodegapopulist af rådmand: - Kan være skadende for dialog mellem borgere og politikere

Mandag skrev Jørgen Andersen, tidligere byrådsmedlem for SF, et Facebook-opslag, hvor han kritiserede Konservative for at løbe fra det udsagn, de kom med under valget. Nemlig at de konservative ikke vil støtte, at Aalborg Kommune medfinansierer 600 millioner kroner til den tredje Limfjordsforbindelse over Egholm.

"Jørgen Andersen. Jeg tror det afslutter vores samtale for du er jo intet andet end en bodega-populist."

Sådan skrev den nyvalgte konservative rådmand for Børn og Undervisning i Aalborg Kommune, Morten Thiessen, på Facebook i et opslag, hvor debatten handlede om den tredje limfjordsforbindelse og kommunal medfinansiering.

Screenshot 2022-01-19 090532

Kritikken i opslaget gik på, at Konservative, ifølge Jørgen Andersen, har lovet ét under valget og gjort noget andet.

- Man skal være ærlig om det, man siger før et valg. Det er dét, jeg klandrer Konservative for, forklarer han.

Det opslag fik nyvalgt rådmand for børn og undervisning i Aalborg Kommune, Morten Thiessen, til tasterne - men tonen er simpelthen for hård, lyder det fra blandt andet organisationen Skole og Forældre.

- Jeg synes, at det handler om som rådmand, at man er det gode eksempel for både forældre og i særdeleshed børnene på de sociale medier, og det viser han ikke her, siger Claus Nielsen som er formand for Skole og Forældre i Aalborg.

Personen som de hårde ord var rettet mod, Jørgen Andersen, frygter, at den standard Morten Thiessen tegner, kan være med til at skabe distance mellem borgere og politikere.

- Hvis den standard Morten tegner bliver toneangivende, kan der være mange borgere, som ikke gider at være i dialog med politikerne, siger han.

- Hvis den standard Morten tegner bliver toneangivende, kan der være mange borgere, som ikke gider at være i dialog med politikerne, siger han.

LÆS TV2 NORDS POLITISKE ANALYTIKER SØREN WORMSLEVS ANALYSE AF SAGEN

Står ved udtalelser

Da TV2 Nord forholder Morten Thiessen hans udtalelser på Facebook, står han ved dem.

- Jeg har sagt, hvad jeg har sagt, og det tager jeg ikke tilbage, siger han.

Han mener desuden ikke, at han som politiker og rådmand for børn og undervisning har et særligt ansvar for at være en god rollemodel.

- Jeg synes ikke, at politikerne skal måles efter andre standarder end andre danskere. Vi er repræsentative på godt og ondt, udtaler han.

Den betragtning er Jørgen Andersen dog uenig i. Han mener, at man skal gå på sagen og ikke på manden, når man diskuterer politiske emner.

- Jeg håber fremover, at toppolitikerne besinder sig, når de er i kontakt med borgerne på sociale medier, slutter han.