Seneste nyt:

Professor om forsvundne kunstpenge: - Du accepterer jo ikke en brødrister, hvis du har købt et spisebord

Professor i privatret ved Aalborg Universitet Anders Ørgaard er ikke i tvivl om, hvad han forventer bliver udfaldet af det civile søgsmål, der er blevet anlagt af kunstmuseet Kunsten mod kunstneren, Jens Haaning.

Uenigheden mellem kunstmuseet Kunsten, og kunstneren, Jens Haaning, består i, at Jens Haaning i forbindelse med udstillingen "Work it Out" fik til opgave at genskabe to værker, der viste henholdsvis en dansk og en østrigsk årsløn i kontanter.

Men da museets medarbejdere åbnede pakkerne med de to billedrammer, var der kun to tomme lærreder og en besked fra Haaning om, at pengene i stedet var indgået i et nyt kunstværk kaldet "Take the Money and Run".

Anders Ørgaard er professor i privatret ved Aalborg Universitet. Han har, da TV2 Nord kontakter ham, ikke dybdegående kendskab til sagen, men på baggrund af TV2 Nords genfortælling danner han sig hurtigt et indtryk af, hvilken side udfaldet meget vel kan være til i sidste ende. 

- Hvis opgaven lyder på, at han skal lave de to nævnte kunstværker for Kunsten, så skal han lave dem og ikke noget andet. Kunsten ejer altså pengene, og han har ikke leveret det aftalte stykke arbejde.

quote Hvis det var mig, så havde jeg slet ikke udstillet værket fra start. Det er det svage punkt, men jeg tror alligevel ikke, at domstolen vil mene, der foreligger accept.

Anders Ørgaard, professor i privatret, Aalborg Universitet.


- Hvis du køber et spisebord, så er du heller ikke tilfreds, hvis du i stedet får leveret en brødrister, siger Anders Ørgaard. 

Kunsten burde have grebet situationen anderledes an fra start

Anders Ørgaard mener, at det svage punkt for Kunstens sag, er, at de vælger at udstille værket. 

- Hvis det var mig, så havde jeg slet ikke udstillet værket fra start. Det er det svage punkt, men jeg tror alligevel ikke, at domstolen vil mene, der foreligger accept, siger Anders Ørgaard.

Forventer kunstneren skal betale tilbage

Det er svært at spå om, hvad den konkrete dom vil betyde for de respektive parter, men Anders Ørgaard tør godt give et bud ud fra de oplysninger, som han har fået forelagt af TV2 Nord.       

- Mit bud vil være, at udfaldet bliver, kunstneren skal betale pengene tilbage plus procesrente og sagsomkostninger, siger Anders Ørgaard. 

Hvad er et civilt søgsmål?


Vi har hos TV2 Nord haft kontakt med Jens Haaning, men han ønsker ikke at kommentere på sagen.