Seneste nyt:

Marie og Jens Christian er bidt af golf: Herude kan alle være med

I løbet af coronakrisen har Dansk Golf Union set en stigning på over 10 procent i antallet af medlemmer, og det er særligt de unge, der driver væksten.

Under en skyfri himmel, mellem vindblæste træer og på nyklippet græs gør 11-årige Jens Christian Fisker Thorsen sig klar til at gå et par huller på Hobro Golfklubs bane. 

På trods af sin unge alder og korte tid i klubben, er Jens Christian Fisker Thorsen allerede blevet juniormester. 

- Om sommeren er jeg herude tre-fem gange om ugen, fordi det er rigtig dejligt at komme ud i naturen med alle mine nye venner, siger han. 

Klubbens golfbane, der ligger i kanten af Mariagerfjord, gør sig særdeles godt på en flot vintereftermiddag. Det er der flere, der har fået øjnene op for i løbet af de seneste to års forskellige coronanedlukninger. 

En af dem er 22-årige Marie Frederiksen, der i dag spiller sammen med den 11 år yngre Jens Christian Fisker Thorsen.

- Det er vildt fedt at spille golf, fordi alle kan være en del af spillet, uanset hvilket handicap man har, siger hun og forklarer, at hun startede med at spille golf, fordi hun fik ekstra tid mellem hænderne, da coronaen kom til landet. 

Coronapandemien har ikke kun ført noget dårligt med sig. Hobro Golfklub har nemlig oplevet en stigning i antallet af medlemmer.
Coronapandemien har ikke kun ført noget dårligt med sig. Hobro Golfklub har nemlig oplevet en stigning i antallet af medlemmer.
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Coronasikker sportsgren tiltrækker unge

Marie Frederiksen og Jens Christian Fisker Thorsen er ikke de eneste, der har fået øjnene op for golf. Dansk Golf Union er siden 2019 gået fra 148.570 medlemmer til 164.130, hvilket er en stigning på lige over 10 procent.  

Det tal har aldrig været højere.

- Vi har store arealer, godt med afstand og det hele foregår ude i naturen, så golf er en meget coronasikker idræt, så det har helt klart spillet en rolle, siger udviklingschef i Dansk Golf Union, Jonas Meyer. 

Hos Hobro Golfklub kan man nikke genkendende til den tendens. Her er klubben vokset med cirka 200 medlemmer siden coronaepidemien ramte Danmark. 70 af de medlemmer er børn og unge under 23 år.

- Det er en fantastisk dynamik, da vi er en klub med et højt aldersgennemsnit, er det klart, at de flere unge skaber liv på en anden måde, siger John Astrup, der er formand i Hobro Golfklub. 

John Astrup er formand i Hobro Golfklub.
John Astrup er formand i Hobro Golfklub.

Relationer skal fastholde de unge 

Ifølge Dansk Golf Union er der to grunde til, at især de unge er blevet tiltrukket af golf. Blandt andet er de, ifølge Jonas Meyer, gode til at hive hinanden med, hvis de først har fået en god oplevelse. 

- Når andre sportsgrene har været lukket ned, så kan det være, der har været en nysgerrighed for at se, hvad golf kan, siger Jonas Meyer og pointerer, at det nu handler om at fastholde de unge. 

- Vi ved, at relationer, venskaber og at føle sig godt tilpas betyder mest i forhold til fastholdelse, men det ved vi også, at golfklubberne er gode til, siger han. 

Venskaber driver glæden

I golfklubben har Jens Christian Fisker Thorsen og Marie Frederiksen heller ikke travlt med at finde en ny hobby. 

- Jeg er blevet helt bidt af det. Samtidig er vi en flok, der mødes en aften i ugen og spiller, og det vil jeg gerne blive ved med, siger Marie Frederiksen. 

Hos Jens Christian Fisker Thorsen er vennekredsen også kun blevet udvidet, siden han begyndte at spille golf. Og for den 11-årige juniormester, er det faktisk også noget af det vigtigste. 

- Selvfølgelig vil jeg gerne blive bedre, men det vigtigste er at have det sjovt, siger han.