SENESTE NYT:

Fra EM-medaljer til efterskole: Helle Thomsen skal styrke Nordjyllands håndboldudvikling

51-årige Helle Thomsen vender efter flere år som håndboldtræner på topplan hjem til Nordjylland, hvor hun skal hjælpe nye talenter på vej.

Hendes arbejdsplads har været de største håndboldarenaer rundt om i hele verden, men nu er arbejdspladsen den lille håndboldhal på Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt.

51-årige Helle Thomsen er vendt hjem til Vendsyssel og Nordjylland efter næsten ti år i toppen af international håndbold som træner. Fremover skal hun være med til at udvikle de største nordjyske håndboldtalenter på efterskolen syd for Sæby.

quote - Ved at sætte Helle i front, så ved vi godt, at vi tager noget af det allerbedste i Danmark.

Andreas Larsen, Forstander, Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt.

- Det her med at være sammen med mange unge mennesker, der bare elsker at dyrke noget sport, og der er liv og glade dage, det er det, der har tændt mig, og jeg gerne ville være en del af, siger Helle Thomsen, der er ansat som håndboldtræner og efterskolelærer på Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt.

Et velrenommeret CV

Den nordjyske håndboldtræner har senest trænet en tyrkisk klub. Før det vandt hun medaljer ved tre EM i træk som landstræner for henholdsvis Sverige og Holland, hvor hun også med sidstnævnte har vundet en medalje ved VM. I det hele taget er Helle Thomsens CV fyldt med trænerjobs i den allerøverste liga.

- Man har nogle ting med fra alle de steder, man har været. Jeg håber, de steder jeg har været i både Danmark og udlandet kan bidrage til at fortælle lidt om, hvad det kræver, til de unge mennesker der har store ambitioner, siger Helle Thomsen.

Ansættelsen af Helle Thomsen er en del af Stidsholts store ambitioner om, at nordjyske håndboldtalenter skal blive i Nordjylland og udvikle sig til landsholdsspillere.

- Ved at sætte Helle i front, så ved vi godt, at vi tager noget af det allerbedste i Danmark. Vi vil gøre det på den måde, at vi vil lave en efterskole, hvor vi inkluderer alle klubberne i Nordjylland, siger forstander på Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt Andreas Larsen, der har svært ved at skjule stoltheden over at have fået Helle Thomsen hjem til Nordjylland.

Helle Thomsen ser frem til at arbejde med talenter - se mere i videoen ovenfor.

Talentmassen forlader Nordjylland

Stidsholt håber på at skabe et miljø i Nordjylland, hvor talentmassen kan blomstre, og det skal Europas bedste træner fra 2019 hjælpe dem på vej til.

- Jeg håber jo, at jeg, især på håndbolddelen, kan bidrage med nogle gode håndboldtræninger, og være en person som gerne vil dem og som kan lide at være sammen med dem, siger Helle Thomsen.

I øjeblikket oplever efterskolen, at de største talenter forlader Nordjylland og eksempelvis tager til efterskolen Oure på Fyn, hvor Mikkel Hansen og flere andre landsholdsspillere har fået deres håndboldopdragelse.

Er det realistisk, at I kan holde talenterne?

- Der er ingen tvivl om, at man kan udvikle sig lige så godt som håndboldspiller i Nordjylland, som man kan på Oure. Vi kommer aldrig til at konkurrere med Oure, de er 1.000 elever. Vi vil ikke have en efterskole med 1.000 elever, vi vil have et efterskoletilbud, hvor der stadigvæk er plads til fællesskabet, svarer Andreas Larsen.

Nordjysk damehåndbold skal have et skub

Det første asfalt på vejen mod de nye mål er først lige blevet lagt, men inden for kort tid, håber forstanderen at kunne se vejen være færdig.

- Både Helle og jeg har jo tidligere trænet nogle af de danske landsholdsspillere, så mon ikke at vi inden for de næste fem til seks år får nogle spillere, som i hvert fald på ungdomslandsholdene gør sig gældende, siger Andreas Larsen.

Næste mål for Helle Thomsen er weekendens turnering med efterskolens pigehold, men langsigtet har hun større mål.

- Jeg håber, ikke kun for skolen her, men også for nordjysk håndbold, at man måske kan være med til, i samarbejde med mange i Nordjylland, at få sat lidt skub i håndbolden igen, siger Helle Thomsen.

Udover at have været landstræner for Sverige og Holland har Helle Thomsen vundet det danske mesterskab med FCM-håndbold og stået i spidsen for den rumænske storklub CSM București.