Seneste nyt:

To mænd fængslet efter fund af våben og indbrud

En mistanke om at en mand fra Sæby stod bag fire indbrud tirsdag nat fik politiet til at opsøge ham på hans bopæl og foretage ransagning, og det kan vise sig at blive ekstra dyrt for tyven.

Opdateret kl. 15:15 med oplysningen om, at de to mænd er varetægtsfængslet til den 10. februar.

På bopælen fandt politiet nemlig et haglgevær, og manden bliver derfor ikke bare sigtet for at have begået indbrud. Han er nu også sigtet for overtrædelse af våbenloven for ulovligt at opbevare våben. Det skriver Kanal Frederikshavn.

Manden er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 192a, som kan give fængsel fra to til otte år. Manden fra Sæby fremstilles i grundlovsforhør i retten i Hjørring torsdag middag sammen med en jævnaldrende mand fra Svenstrup, som deltog i indbrudene i Sæby. De er begge blevet varetægtsfængslet til den 10. februar. Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Eva Madsen.

Den 26-årige blev sigtet in absentia, da han ikke mødte op i retten på grund af helbredsproblemer.

De to mænd er henholdsvis 26 og 27 år.

Mændene blev første gang anholdt tirsdag ved 4-tiden i forbindelse med tyveri af en racer- og el-cykel fra en carport i Ringparken i Sæby. De fik dog hurtigt lov til at tage hjem igen.

Samme nat var der dog fire andre indbrud i Sæby, og det fik politiet til at opsøge de to "cykeltyve" på deres adresser i henholdsvis Sæby og Svenstrup, og den var i den forbindelse, at der blev fundet et haglgevær på den ene mands bopæl i Sæby. Her fandt politiet også tyvekoster, som stammede fra ét af de fire indbrud. Nemlig et indbrud i en varebil hos Sæby El A/S, hvor der blev stjålet Makita-værktøj.