Seneste nyt:

Giftstoffet PFAS er fundet i nordjysk badevand

Der er ved Gjøl fundet indhold af PFAS over grænseværdien. Det er målt efter en opfordring fra Miljøstyrelsen om at teste badevandet.

Først var det der, og to uger senere var det der ikke mere. Ved en måling af badevandet ved Gjøl tidligere på sommeren blev der fundet en mængde af giftstoffet PFAS, som lå over grænseværdien. 

Da man målte samme sted to uger senere var niveauet igen under den kritiske værdi.

Undersøgelsen blev lavet på opfordring af Miljøstyrelsen, efter PFAS var fundet på kyststrækningen i Lemvig Kommune.

Eneste udslag i 30 kommuner

Den 17. juni sendte Miljøstyrelsen en kraftig opfordring til alle landets kommuner om at teste badevandet efter fund af PFAS i havvand. 

Fundet i Lemvig Kommune var ikke over den vejledende grænseværdi, men indikerede ifølge Miljøstyrelsen en overskridelse af generelle miljøkrav. 

Siden har Miljøstyrelsen modtaget målinger fra 30 kommuner, heraf tre i Nordjylland: Aalborg, Hjørring og Jammerbugt. Ud af alle målingerne var det kun den ene måling ved Gjøl i Jammerbugt Kommune, der viste værdier over grænsen på 40 nanogram. 

HVAD ER PFAS, OG HVORFOR ER DET FARLIGT?

Lemvig Kommune foretog i den forbindelse også målinger, som lå under grænseværdierne.

Frederikshavn kommune oplyser til TV2 Nord, at de også har modtaget svar på deres prøver, som alle lå under grænseværdien. Mariagerfjord Kommune afventer svar på badevandsprøver.

Afventer opfølgning

Badevandskvaliteten testes løbende i kommunerne, men en test for PFAS skal specifikt efterspørges, og det er derfor ikke givet, at kommunerne før har fået niveauet testet.

Da der er er tale om en opfordring, står det kommunerne frit for, om de tester og hvor meget. Jammerbugt Kommune oplyser for eksempel, at de har testet samtlige badevandsstationer, mens Aalborg Kommune har udvalgt tre steder til test.

Miljøstyrelsen har selv foretaget test af 50 badevandssteder, som de venter svar på. Når de har fået svar på egne og kommunernes tests, vil de tage stilling til, hvilken opfølgning det kræver, og hvordan man skal forholde sig til, at niveauet for PFAS tilsyneladende kan skifte på kort tid.

PFAS kommer og går ikke

Kontorchef for Hav og Miljø under Miljøstyrelsen Jane Hansen forklarer til TV2 Nord, at PFAS, ikke som sådan "kommer og går", og de afvigende resultater fra vandet ved Gjøl er derfor lidt et mysterium.

- PFAS kommer og går ikke, for det er meget svært nedbrydeligt. Det forsvinder ikke. Der kan være alle mulige grunde til, at der har været en forhøjet måling, forklarer Jane Hansen.

Når resultaterne af Miljøstyrelsens egne målinger og målingerne fra kommunerne er klar, skal styrelsen danne sig et overblik over, hvordan det ser ud i hele landet.

- Vi er glade for de prøver, der viser, at der ikke er overskridelser i badevandet, men vi er meget spændte på at se - når vi får kvalitetssikret og samlet resultaterne, hvordan det ser ud. Om vi kan få et billede af, at det befinder sig særligt nogle steder frem for andre. Det er vi rigtig spændte på.