Seneste nyt:

Elevløn skal sikre flere varme hænder

Som noget nyt tilbyder Thisted og Morsø Kommuner nu at alle – uanset alder – får elevløn i stedet for SU under SOSU-uddannelsen.

Det er ikke nogen nyhed, at der i de kommende år bliver en voldsom mangel på social og sundhedsansatte i de nordjyske kommuner. 

Thisted Kommune kommer nu med et nyt tiltag i kampen for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft til ældreplejen. Sammen med Morsø Kommune har de besluttet at tilbyde alle, der bliver optaget på grund- og hoveduddannelsen til social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent elevløn i stedet for SU under uddannelsen.

quote Det er vigtigt, at vi ikke udelukker nogen fra at kunne tage den ønskede uddannelse

Anne Fink, der er Ældrechef i Thisted Kommune

Tiltaget skal forhindre, at personer vælger uddannelsen fra, fordi de for eksempel har udfordringer med at få økonomien til at hænge sammen, hvis de skal modtage SU. 

En god mulighed

En af dem, der ser muligheder i uddannelsen på de nye vilkår er 43-årige Jette Harregaard fra Sjørring. Hun har de seneste knapt 10 år arbejdet på et lager, men senere i januar går hun i gang med grundforløbet til SOSU-uddannelsen.

- Selvom jeg var glad for mit lagerjob, så har jeg stadig mange år tilbage på arbejdsmarkedet og jeg havde i et stykke tid følt, at jeg havde brug for arbejde med noget andet, siger hun. 

Jette Harresgaard glæder sig til at skulle på skolebænken senere i januar.
Jette Harresgaard glæder sig til at skulle på skolebænken senere i januar.
Foto: Thisted Kommune

Ifølge Jette Harregaard havde det ikke været en mulighed, hvis det ikke havde været for den nye ordning. 

- Jeg har familie og alt, hvad der følger med af økonomiske forpligtelser, så det var ikke muligt for mig at modtage SU, uden det ville kræve meget store forandringer for alle, siger hun.

Den kommende SOSU-elev kommer til at gå lidt ned i indtægt, sammenlignet med det tidligere job, men ikke mere end at familien kan fortsætte livet i huset i Sjørring. 

Tæt samarbejde

Uddannelsen vil for eleverne hovedsaligt foregå hos Social- og Sundhedsskolen 'Skive-Thisted-Viborgs afdeling i Thisted. Her glæder direktør Jakob From Høeg sig over det gode samarbejde med de to kommuner.

- Vi oplever på skolen, at begge kommuner læner sig virkelig meget frem i opgaven med at rekruttere elever. Med tilbuddet om løn til alle elever, er kommunerne med til at gøre vores uddannelser og omsorg- og plejefaget så attraktivt som muligt, siger Jakob From Høeg.

Sådan fungerer det

Der starter grundforløb op på Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg fire gange om året.